En gylden fremtid for revisorbranchen
Succeshistorier

En gylden fremtid for revisorbranchen

Jonas Bødker-Iversen, statsautoriseret revisor og partner i Kvist & Jensen, brænder for digitalisering og automatisering. Han ser flere områder, hvor revisorerne kan træde i karakter og gøre sig uundværlige for kunderne. Han glæder sig til mere dataanalyse med Caseware som værktøj.

“Der er så mange digitale ting, som vi revisorer leger med nu, og det er jo det, som er fantastisk ved at være revisor. Den 1. august har jeg 20-års jubilæum i branchen, og jeg kan stadig huske, da jeg blev præsenteret for de grønne ark. Udover it-branchen kender jeg ikke mange brancher, der har udviklet sig så meget som revisorbranchen på så kort tid.”

40-årige Jonas Bødker-Iversen, statsautoriseret revisor og partner i Kvist & Jensen er som en fisk i vandet – eller snarere en elektrisk ål – når vi taler digitalisering i revisorbranchen. Han har klare holdninger til fordelene – herunder revisorernes nye roller – og ulemperne.

Han deler revisorbranchens digitalisering op i tre primære områder.

“Hvis vi starter fra bunden, er der leverancer af erhvervsservices til kunderne. Hvordan vi kan digitalisere den del og lave effektive arbejdsprocesser vedrørende bogholderi, månedsrapportering, bilagsregistrering og så videre. Og gøre det til en o.k. pris, samtidig med at kunden får et bedre og mere rettidigt indblik i sin forretning.

Jonas Bødker-Iversen, partner hos Kvist & Jensen

“Tidligere tænkte revisorerne, at vi skulle være i kontakt med kunderne to til tre gange om året. Regnskab, årsluk og så videre. Men kunderne forventer meget mere. Det vil sige – de ved ikke, hvad de kan forvente, men når man begynder i den boldgade, kan de lige pludselig se, at de kan bruge revisor til meget mere. At revisor kan være en aktiv sparringspartner i hverdagen.

Det er en kontinuerlig interaktion med kunderne om digitalisering. Vi hjælper kunderne med at sætte strøm til processer, og vi er nødt til at supervisere, at de bliver ved med at køre, som de skal. Endnu er it ikke klogere, end vi gør den til. Der er stadig brug for den løbende menneskelige interaktion og nogen til at fejlsøge og analysere på afvigelser.”

Revisorer som it-arkitekter

Ifølge Jonas Bødker-Iversen handler det andet af de tre områder om, at revisorerne i stigende grad skal være it-rådgivere.

”Jeg ser revisorer som en slags arkitekter af it-infrastruktur inden for regnskabssystemer hos vores kunder, der selv har økonomifunktionen. Det gør jeg, fordi vi skal vide, hvad der spiller godt sammen. Vi skal lytte til kundernes behov og se, hvilke typer af transaktioner de har, og så skal vi kende markedet eller have nogen, som kender markedet for os. Vi skal være den gode, uafhængige rådgiver på, hvilke systemer der er relevante.

Den rådgivning skal vi kunne tilbyde vores kunder eller have adgang til det via samarbejder. Det er ikke alle revisorer, der har kapacitet eller kompetencer til at varetage det. Så må de samarbejde med kompetente rådgivere.

 Jonas Bødker-Iversen, partner hos Kvist & Jensen

“Det er risikoen for ældre revisorer. Ofte har man svært ved at præsentere noget, man ikke selv forstår og ikke selv kan tilbyde. Man er måske bange for det, men man bør være mere bange for at miste kunden, hvis man ikke taler om det her, fordi kunden tænker, at revisor ikke er opmærksom på virksomhedens behov – og hvad er revisor så i øvrigt heller ikke opmærksom på?

Revisor skal være en ‘trusted advisor’, der kan tale med om digitalisering og hjælpe kunden videre uden nødvendigvis selv at lægge hånden på kogepladen.”

Dataanalyse i stor skala

Jonas Bødker-Iversen forklarer, at de to første områder i digitaliseringen i revisorbranchen leder frem til det tredje og sidste:

“Når det kommer til regnskabet og revisionen, begynder vi at arbejde meget mere digitalt. I mange år har vi arbejdet med digital dokumentation, og vi gemmer filerne digitalt. Men vi har ikke på samme måde høstet frugterne af, at data er digitale.

Hvis vi kigger på Caseware, som stort set alle revisorer i Danmark og andre lande bruger, er vi ved at være klar til den næste rejse, hvor vi anvender de data, der genereres digitalt af kunderne. Dér, hvor bogføringsmaterialet ligger digitalt. Dér, hvor relevante systemer er koblet op, så vi kan læse data ind i et regnskabssystem og lave dataanalyse og så videre. Hidtil har udfordringen været, at SMV-kunderne ikke har haft tilstrækkeligt datagrundlag at analysere på. Nu tager vi et kvantespring med den nye bogføringslov.

Vi er parate til at lave dataanalyse i stor skala på baggrund af strukturerede data, der kommer ind i struktureret form. Jeg drømmer om at få trukket informationer over i Caseware, som så kan lave parringer mellem transaktionen og bilaget. Nu har vi både bilaget digitalt og transaktionen digitalt. Det vil sige, at vi kan matche tingene meget bedre. Det er jo tosset at bruge mennesketimer på at udvælge 100 stikprøver og kontrollere, om transaktionen stemmer med et underliggende bilag, når vi kan få en robot til at fortælle os, hvor der er afvigelser. Den type løsninger ser jeg frem til at høste fordele af som en digitalt minded revisor.”

Har du tjekket med ‘Robert’?

Dermed bevæger Jonas Bødker-Iversen sig over i den aktuelle diskussion af automatisering og dens betydning for revisorernes arbejde.

“Hos Kvist-Jensen har vi allerede adskillige kontorrobotter til at strukturere data og udføre trivielle opgaver. I daglig tale kalder vi dem bare ‘Robert’ – har du tjekket med Robert, siger vi. Det er sådan, jeg ser på automatiseringen. Den er en del af teamet og en del af den måde, vi servicerer kunderne på. Vi har for eksempel en robot, der løbende holder øje med vores kunders skattekonti. Er der poster, som er sendt til inddrivelse? Så kommer der lige en alarm, så jeg ringer til kunden. Jeg går jo ikke ind og tjekker mine kunders skattekonti selv. Det ville jeg aldrig have tid til. Og kunderne vil ikke betale for det. Men tror du lige, at en kunde er megaglad for, at jeg gør opmærksom på: ‘Hov, du er risikozonen for at få ophævet den betalingsordning, du har med skat, eller at få opsagt dit bankengagement, fordi poster til inddrivelse er et opsigelsesvilkår?’  Så kan det jo pludselig være et spørgsmål om liv eller død for virksomheden.”

Sammen med blandt andet bankansatte og journalister optræder revisorer ofte på jobmæssige dommedagslister over faggrupper, som maskinlæring og kunstig intelligens vil gøre overflødige. Den bekymring deler Jonas Bødker-Iversen ikke.

“Lad os tage ChatGPT som et aktuelt eksempel: Hvor har den sine data fra? Verificerer den sine data? Nej, det gør den ikke. Den gengiver noget, som den har fundet på internettet. Så kan man stille sig selv spørgsmålet, om alt, man finder på internettet, er korrekt?

Jonas Bødker-Iversen, partner hos Kvist & Jensen

“Jeg kan bede en AI om at lave en sammenligning på baggrund af en brancheanalyse, men kan jeg stole på den analyse, der er lavet af branchen?

Den kritiske stillingtagen til, hvad der er validt, og hvad der ikke er validt – både når det gælder data og systemer – er revisors arbejde. Hvis man vil have revisors vandmærke på, at noget er okay, vil det fortsat kræve menneskelig, kritisk stillingtagen: ‘Hov, debitorerne er 80 procent af din omsætning. Der er noget galt! Du havde et varelager sidste år. Det har du ikke i år. Hvorfor det?’

Jeg får tit at vide, at revisorer er fejlfindere.

Afvigelseskultur skal bevares

Dog udtrykker Jonas Bødker-Iversen en bekymring for, at yngre generationer af revisorer begynder at miste den kritiske sans i takt med digitaliseringen og automatiseringen.

”Det, at jeg i sin tid fik et grønt ark i hånden og sad og skulle flytte tallene manuelt, gør en stor forskel. Hvis der er noget, som i dag ikke passer sammen eller ser mærkeligt ud, kender jeg oprindelsen. Jeg ved, hvordan jeg skal komme helt ind i kernen for at finde ud af, om der er noget galt. Dét oplever jeg, at vores yngre revisorer har sværere ved, fordi de er vant til at have digitale hjælpemidler. De kan godt se, at noget ser mærkeligt ud, men de ved ikke, hvor tallene kommer fra: ‘Det må være rigtigt, fordi det kommer ud af computeren.’

Men selvom det kommer ud af computeren, kan det jo sagtens være forkert, hvis der er kommet forkerte data ind, eller hvis du har valgt en forkert kolonne. Jeg kan frygte, at vi risikerer at få en generation af revisorer, som ikke er tilstrækkeligt kritiske over for output, fordi de er vant til, at det er digitalt, og når det er digitalt, må det være rigtigt.

Vi er kommet langt, men vi skal bevare vores kritiske stillingtagen. Vi skal bevare vores afvigelseskultur. Vi skal turde spørge kritisk ind til ting.”

Formålet med revisorer

Trods sin bekymring vil Jonas Bødker-Iversen på ingen måde bremse digitaliseringen i revisorbranchen.

Tværtimod.“Jeg vil faktisk sige, at digitaliseringen bringer os tættere på formålet med revisorer. Fremfor at være ‘regnskabssnedkere’, der pudser og polerer grafisk flotte årsrapporter, hvor alt er stemt af, får vi frigjort tid til at få serveret kritiske informationer, vi kan bruge til at fange mere end nogensinde.”

Jeg kan ikke opfordre nok til at sætte fart på digitaliseringen. Det lyder banalt, men hvis man forholder sig passivt, sakker man bagud.

 Jonas Bødker-Iversen, partner hos Kvist & Jensen

Heldigvis oplever jeg, at revisorbranchen er meget mere ‘konkollega’ end konkurrent. Så man skal ikke være bange for at samarbejde og deltage i erfagrupper. Lad os i fællesskab hjælpes ad med at skabe en god fremtid for revisorbranchen, hvor vi understøtter det danske erhvervsliv digitalt og effektivt. Så har vi en gylden fremtid foran os!”