Ny national risikovurdering – Hvidvasksekretariatet
Blog

Ny national risikovurdering – Hvidvasksekretariatet

Den nye nationale risikovurdering indeholder en række ændringer, som er særligt relevante at iagttage, herunder i forbindelse med opdateringen af revisionsvirksomhedens egen risikovurdering. Med opdateringen bringes kvalitetsmanualen i Caseware således ajour i forhold til senest offentliggjorte myndighedsvurderinger og rapporter indtil primo april måned 2023.

I januar måned 2023 blev ”Den nationale risikovurdering af Hvidvask” offentliggjort af Hvidvasksekretariatet, som den tredje i rækken af nationale risikovurderinger.

Revisionsvirksomheder skal, i henhold til hvidvasklovens § 7, stk. 1, foretage en risikovurdering af sin iboende risiko for hvidvask og finansiering af terrorisme. Med ”iboende risiko” menes i denne forbindelse den risiko, der er for, at revisionsvirksomheden kan blive misbrugt til hvidvask eller terrorfinansiering.

Risikovurderingen skal bygge på relevante dokumenter, herunder for eksempel den supranationale og den nationale risikovurdering, erfaringer opnået via medier og samarbejde med myndigheder med videre og ikke mindst virksomhedens egne erfaringer fra kundeovervågning etc. Risikovurderingen skal løbende holdes opdateret. Som udgangspunkt skal risikovurderingen opdateres mindst en gang om året og bør som minimum opdateres i forbindelse med væsentlige ændringer i forretningsmodellen og/eller risikoforholdene, og når der foreligger nye nationale eller supranationale risikovurderinger med nye vurderinger, eksempelvis den nye nationale risikovurdering fra Hvidvasksekretariatet, som udkom i januar.


Den nye nationale risikovurdering indeholder en række ændringer, som er særligt relevante at iagttage, herunder i forbindelse med opdateringen af revisionsvirksomhedens egen risikovurdering, jævnfør ovenfor, hvoriblandt følgende kan nævnes.

Hvor den tidlige nationale risikovurdering (SØIK) kategoriserede risici som værende lav, middel og høj risiko, benytter den nye nationale risikovurdering (Hvidvasksekretariatet) kategoriseringen:

  • Begrænset
  • Moderat
  • Betydelig eller
  • Høj

Endvidere indeholder den nye nationale risikovurdering flere eksplicitte vurderinger af konkrete brancher, hvor blandt andet kunsthandlere og ejendomsmæglere nu indgår med en særskilt risikovurdering.  Formålet med at vurdere risici på brancheni­veau er blandt andet at belyse, hvor hvidvaskrisici er størst blandt de underretningspligtige. Endvidere kan revisionsvirksomheden herved læse om risikoen ved revisionsbranchen eller ved andre brancher, som revisionsvirksomheden samarbejder med eller har som kunder.

I den tidligere nationale risikovurdering fremgik det, at risikoen for hvidvask via rådgivere, herunder revisionsvirksomheder og revisorer, var ”middel”. Af den nye nationale risikovurdering fremgår det, at: Den samlede risikovurdering af revisorer og revisionsbranchen vurderes således at være uændret.

”Hvidvasksekretariatet vurderer, at risikoen for hvidvask, hvor godkendte såvel som ikke-godkendte revisorer indgår, er moderat.”

Den nationale risikovurdering af Hvidvask, Hvidvasksekretariatet, januar 2023

Opdatering af kvalitetsmanualen i Caseware

Kvalitetsmanualens paradigme til risikovurderingen efter hvidvasklovens § 7, stk. 1, i Caseware, er opdateret i overensstemmelse med dels den opdaterede udgave af den EU-supranationale risikovurdering (oktober 2022) samt den nye nationale risikovurdering fra Hvidvasksekretariatet (januar 2023). Endvidere indeholder opdateringen Finanstilsynets vejledning om risikovurdering af foreninger (september 2022) samt Hvidvasksekretariatets offentliggjorte rapport om ”Handelsbaseret hvidvask” (december 2022).

Med opdateringen bringes kvalitetsmanualen i Caseware således ajour i forhold til senest offentliggjorte myndighedsvurderinger og rapporter indtil primo april måned 2023.

Der kommer i forlængelse heraf til at ske en opdatering af kvalitetsmanualens indeks om revisionsvirksomhedens politikker, forretningsgange og kontroller på området for hvidvask, således at dette indeks ligeledes indeholder korrekte og opdaterede referencer. Der er ved samme lejlighed foretaget øvrige relevante tilpasninger i tilknytning hertil, baseret på senest kendte regelfortolkning og styrelsens praksis herfor.

Afslutningsvist bliver der foretaget konsekvenstilpasninger af ark til brug for gennemførelse af kundekendskabsprocedurer i henhold til hvidvaskloven.

Opdateringen af Kvalitetsmanualen forventes snarligt frigivet. I modtager en særskilt mail om frigivelse af opdateringen.